Patientinformation
Her finder du vigtig information om forskellige behandlinger og tilstande. Klik på et emne for at lære mere:
Medicinsk abort
Information om proceduren og efterforløb ved medicinsk abort.
Medicinsk abort
Hvad er en medicinsk abort?
Ved en medicinsk abort afbrydes graviditeten med medicin. Dette kan gøres ambulant op til 9 ugers graviditetslængde. Efter dette tidspunkt foretages enten kirurgisk abort eller medicinsk abort under indlæggelse.
Der anvendes to slags medicin. Mifegyne hæmmer hormonet progesteron, som er nødvendigt for, at graviditeten kan fortsætte. Dagen (24 timer) efter skal du lægge 3 tabletter (Cytotec) dybt ind i skeden. Tabletterne indeholder et hormon, som får livmoderen til at trække sig sammen, så den tømmer sig.
I Danmark skal alle kvinder, som ønsker abort, underskrive en anmodning om det. Dette gøres sædvanligvis hos din egen læge før henvisning til gynækolog.
Første besøg hos speciallæge
Ved det første fremmøde hos os får du foretaget en gynækologisk undersøgelse og en ultralydsscanning. Den skal afgøre præcist, hvor langt du er henne i graviditeten. Hvis du ikke er 9 uger henne endnu og er sikker på, du ønsker abort, får du en tablet Mifegyne, som du tager med det samme. Når du har indtaget den, er aborten sat i gang og det nødvendigt, at du gennemfører resten af behandlingen. Ellers kan graviditeten muligvis fortsætte, og tabletten kan medføre fosterskade.
Ubehag
Du vil sandsynligvis ikke opleve ubehag efter at have taget tabletten. Enkelte kvinder får kvalme.
Blødning
Nogle kvinder begynder at bløde inden behandlingen fortsætter. Blødningen er som ved menstruation, og du kan få smerter, der minder om menstruationssmerter. Hvis smerterne er kraftige, anbefaler vi, at du tager 2 tabletter Panodil 500 mg efter behov med 6 timers mellemrum. Panodil kan du købe på apoteket uden recept.
Cytotec
24 timer efter du har taget Mifegyne i klinikken, skal du lægge 4 tabletter (Cytotec) dybt ind i skeden. Du vil få smerter efter disse og skal derfor indtage smertestillende medicin samtidigt og 8 timer senere.
Du får udleveret medicinen af os (Cytotec, Panodil og Ipren) med anført tidspunkt for indtagelse.
Ubehag og blødning
Efter Cytotec-tabletterne er lagt op, kan du få hovedpine og evt. kvalme. Når livmoderen begynder at trække sig sammen, får du menstruationslignende smerter. Dette er ikke farligt.
Blødningen vil ofte være en del kraftigere end en menstruation, og der vil være klumper i blodet. Dette er ikke farligt. Ofte kan man ikke identificere et foster eller en fostersæk.
På grund af ubehag og blødningen bør du ikke være alene efter oplægningen af Cytotec.
Meget få kvinder får så kraftig blødning ved aborten, at det skal behandles. Hvis du hører til de få uheldige, som får meget kraftig blødning i lang tid på abortdagen, bør du kontakte os eller lægevagten på tlf. 70 11 07 00 (på Ærø tlf. 63 52 30 90).
Efterforløb
Det er normalt at bløde i 10-12 dage. I starten kraftig, senere kun svag blødning. Enkelte kan bløde i op til tre uger. Mens du bløder, anbefaler vi, at du bruger hygiejnebind (og ikke tampon). Du må ikke tage karbad, havbad eller gå i swimmingpool så længe, du bløder pga. infektionsrisiko, men du må gerne tage brusebad. Vi anbefaler, at du ikke har samleje de første dage, og at I derefter bruger kondom hver gang indtil, du ikke bløder længere.
Hvis du får feber, bløder meget kraftigt eller får meget kraftige smerter efter det første døgn, skal du henvende dig til din egen læge eller lægevagten.
Prævention
Hvis du planlægger at bruge p-piller efter aborten, skal du begynde med p-pillerne den dag, du får Cytotec tabletterne lagt op i skeden. Hvis du ikke allerede har p-piller hjemme eller har fået en recept, vil du få den af os.
Hvis du ikke ønsker p-piller, men et andet præventionsmiddel, vil vi gerne hjælpe dig med at vælge hvilken metode, der passer dig bedst. Det er vigtigt, at vi får snakket dette igennem, når vi ses ved det første besøg.
Kontrol
2 dage efter første besøg, ringer vi til dig, for at høre, hvordan blødningen har udviklet sig og hvordan du har det. Hvis blødning er udeblevet eller kun har været sparsom, skal du skannes igen for at vurdere om, du skal have mere Cytotec. Dette er nødvendigt for få procent af kvinderne.
14 dage efter første besøg skal du komme igen til en skanning for at sikre, at din livoder er helt tom. Hos få procent har livmoderen ikke tømt sig, og det kan være nødvendigt at få en ny medicinsk behandling eller en udskrabning.
Juni 2021
Graviditet
Vejledning og information om graviditet og prænatal pleje.
Graviditet
Graviditet
Info følger
Ultralydsscanning
Hvad du kan forvente ved en ultralydsscanning og hvordan du forbereder dig.
Ultralydsscanning
- Livmoder
- Æggestokke
- Graviditetsskanning efter henvisning
Graviditets skanning
Vi tilbyder skanning iOdense Skanningsklinik
- 3/4D skanning
- Kønsskanning
- Tryghedskanning
- Gennemskanning
- Hjerteskanning
Ring og bestil tid, hvis du ønsker en privat scanning eller book på hjemmesiden.
Vandladningsvaner
Råd om sunde vandladningsvaner og behandling af almindelige problemer.
Vandladningsvaner
Gode råd om indtagelse af væske
Drik ca. 11⁄2-2 liter væske i døgnet Tæl al væske med – også te og kaffe Drik mere væske, hvis det er meget varmt, hvis du har feber, opkastninger eller diaré samt hvis du sveder meget (eller ammer) Drik mindre væske, hvis du danner over 21⁄2 liter urin i døgnet Drik højst 200 ml væske efter aftensmaden, hvis du er generet af natlige vandladninge Undgå at drikke noget de sidste 2 timer inden, du går i seng Tag evt. medicin til natten med så lidt vand som muligt, hvis du er generet af natlige vandladninger Undlad at drikke noget om natten, hvis du er generet af natlige vandladningerTriplevoiding
Triple-voiding er engelsk og betyder tre-dobbelt vandladning. Ved triple-voiding skal du lade vandet 3 gange i træk med ca. 1 minuts mellemrum for at vænne blæren til at tømme sig helt. Med triple-voiding kan du opnå: Bedre kontrol over vandladningen. Forebyggelse af: Blærebetændelse Slap blære UrininkontinensSådan gør du
Sæt dig godt til rette på toilettet. Sid let foroverbøjet med let spredte ben og begge fødder på gulvet. Hvis du ikke kan nå gulvet, bør du bruge en skammel til fødderne. Undgå at presse Giv dig god tid og slap godt af i maven og i bækkenbunden. Når vandladningen er ophørt, skal du tørre dig, rejse dig op og gå en lille runde på badeværelset eller udenfor i ca. 1 minut. Sæt dig igen på toilettet og lad vandet én gang til på samme måde. Når vandladningen er ophørt, skal du igen rejse dig op og gå en lille runde på ca. 1 minut. Sæt dig igen og lad vandet en tredje og sidste gang.Gode råd om toiletvaner
Gå på toilettet hver 3-4 time fra du vågner til du går i seng. Gå på toilettet lige, når du står op og som det sidste inden, du går i seng Undgå små hyppige vandladninger "for en sikkerheds skyld" Undgå vandladninger på mere en 450 ml ad gangen Lav triple-voiding, hvis du ikke tømmer blæren tilstrækkeligt Lav triple-voiding, hvis du skal træne blæren pga. slap blære eller hyppige vandladningerBestem over din blære
Lad være med at gå på toilettet, hvis du får vandladningstrang igen efter 15-30 minutter. Foretag dig noget andet for at aflede tankerne. Hvis du triplevoider eller din blære tømmer sig helt ved normal vandladning, vil den aldrig være fyldt op igen så hurtigt, hvis du følger ovennævnte råd! Lad der gå 3-4 timer mellem hver vandladning Du skal bestemme over din blære og ikke omvendt! April 2015
Celleforandringer
Forklaring af celleforandringer, deres betydning og mulige behandlinger.
Celleforandringer
Hvad betyder forandringer i celleprøven fra livmoderhalsen?
Celleforandringer på livmoderhalsen skyldes en virus, der er seksuelt overført (Human Papillomavirus, HPV). Både
virusinfektionen og celleforandringer er ofte symptomløse.
Screening
Alle kvinder mellem 23 og 65 i Danmark tilbydes en celleprøve fra livmoderhalsen. Resultatet af denne afgør hvem, som bør undersøges nærmere. Herved kan man finde og behandle forstadier til kræft inden, de udvikler sig til egentlig kræft i livmoderhalsen. Screeningsprogrammet har nedbragt hyppigheden af livmoderhalskræft betydeligt.
Mistanke om celleforandringer behøver ikke at være forstadier til kræft, men kan skyldes infektion eller heling efter tidligere infektion. Ved mistanke om celleforandringer skal du altid undersøges yderligere.
Celleforandringer eller mistanke om det betyder altså ikke, at du har kræft – men undersøgelse hos en gynækolog afgør, om du har forstadier dertil, som skal behandles, eller ej.
Hvad sker der hos gynækologen?
Undersøgelsen for celleforandringer foregår således:
Livmoderhalsen undersøges med et særligt mikroskop (kolposkop), hvor slimhinden ses efter for forandringer. Der anlægges lokalbedøvelse med samme meget tynde type kanyle, som tandlæger bruger.
Der skrabes væv fra livmoderhalskanalen og tages vævsprøver fra livmoderhalsen, hvor celleforandringer mistænkes. Selvom der ikke ses slimhindeforandringer, tages altid prøver.
Afhængig af blødningen skal du eventuelt have lagt en tampon i skeden. Denne tampon udgøres af en smal gazestrimmel med et blødningshæmmende middel. Tamponen skal vanligvis ligge i 8 til 12 timer. Derefter kan du selv fjerne den.
Hvad skal du passe på efter undersøgelsen?
Efter undersøgelsen er der små sår på livmoderhalsen, der kan bløde en lille uges tid. Blødningen må ikke overstige
en let menstruation i styrke, og den skal aftage dag for dag. Indtil blødningen ophører, bør du ikke bruge tampon, tage karbad, gå i svømmehal eller bade i havet. Ved samleje anbefales kondom, men det vil øge risikoen for blødning.
Herudover kan du leve helt, som du plejer.
Hvis du i dagene efter undersøgelsen oplever:
Kraftig blødning
Ildelugtende udflåd
Feber
bør du kontakte os eller lægevagten. I weekender kontaktes lægevagten. På undersøgelsesdagen bør du ikke cykle, ride eller have samleje.
Hvad sker der herefter?
Vævsprøverne bliver sendt til mikroskopisk undersøgelse, og svaret vil foreligge i løbet af 2-3 uger. Hvis der er
celleforandringer, vil disse blive graderet i lette, moderate, svære og meget svære.
Uanset sværhedsgraden får du altid personlig besked om resultatet af undersøgelsen på E-mail, per brev, på telefon
eller ved personligt fremmøde alt efter, hvad vi har aftalt.
Hos 2 ud af 3 kvinder forsvinder lette celleforandringer af sig selv i løbet af 6-12 måneder. Får du konstateret lette
celleforandringer, er der derfor ingen grund til at behandle dig, men blot kontrollere med ny prøve efter 6 måneder.
Behandling
Anbefaling af kontrol og behandling afhænger af celleforandringernes sværhedsgrad:
Lette celleforandringer
Kontrol med celleprøve efter 6 måneder.
Moderate celleforandringer
Hos kvinder, som ønsker at bevare hele livmoderhalsen (f.eks. ved ønske om graviditet):
Kontrol med vævsprøver efter 6 måneder.
Hos alle andre kvinder tilrådes kegleoperation.
Svære eller meget svære celleforandringer
Kegleoperation tilrådes altid
En kegleoperation kan foretages ambulant i lokalbedøvelse. Ved indgrebet udskæres en lille kegleformet del af
livmoderhalsen, som medinddrager celleforandringerne. Se Keglesnit
April 2015
Spiral
Information om forskellige typer spiraler, indsættelse og eventuelle bivirkninger.
Spiral
Denne vejledning er til dig, som overvejer eller har besluttet dig for at få en spiral. Det er en kort information om oplægning og fjernelse af spiral (hormon- og kobberspiral) samt evt. bivirkninger.
Spiral er traditionelt et meget sikkert præventionsmiddel - hormonspiral formentlig det mest sikre middel på markedet. Hormonspiralen kan imidlertid også anvendes til behandling af blødningsforstyrrelser i overgangsalderen samt visse andre gynækologiske lidelser.
Forberedelse til indgrebet
Du skal selv medbringe spiralen, som derfor skal købes på apoteket inden du kommer. Recept til spiralen kan du få af din egen læge eller af os.
Det optimale tidspunkt i din cyklus for anlæggelse af spiral er umiddelbart efter menstruation eller i slutningen af en menstruation. Du skal derfor planlægge det bedst mulige tidspunktet sammen med med os.
Ca. 1 time før du møder til oplægning af spiralen, bør du tage 2 stk. Panodil á 500 mg samt 2 stk. Ipren á 200 mg for at mindske ubehag og smerter ved oplægningen.
Før indgrebet
Vi informerer dig mundligt om indgrebet. Derefter skal du give mundligt samtykke til oplægningen. Inden spiralen oplægges foretages en gynækologisk undersøgelse og ultralydsskanning, hvor livmoderens størrelse og form vurderes. Vi tilbyder dig også at få foretaget en Chlamydia-test.
Selve indgrebet – oplægning af spiral
Oplægning af spiralen foregår gennem skeden, mens du ligger på et gynækologisk leje.
Først anlægges lokalbedøvelse omkring livmoderhalsen med samme meget tynde kanyle, som tandlæger anvender. De første par stik vil du kunne mærke. Derefter vil du ikke kunne føle smerte i livmoderhalsen, men du vil hele tiden kunne mærke, at der bliver rørt ved dig. Derefter oplægges spiralen og spiraltråden klippes ca. 4 cm udenfor livmodermunden. Herefter skannes igen for at sikre, at spiralen ligger, hvor den skal.
Efter anlæggelsen skal du vente 20 min. i venteværelset før, du er klar til at tage hjem.
Efter indgrebet
Efter indgrebet kommer der lidt blødning, som kan vare op til en uge. For at forebygge infektion bør du ikke have samleje i perioden med blødning ligesom, du frarådes anvendelse af tamponer samt svømme- og karbad. Du må gerne tage brusebad.
Når den første blødning efter oplægning af spiralen er ophørt, må du gerne anvende tampon ved de følgende blødninger. Hvis du ikke har en fast partner, anbefales du fortsat at anvende kondom ved hvert samleje.
2-4 måneder efter anlæggelsen bør du skannes igen for at sikre, at spiralen er forblevet på plads. Herefter kan den med stor sikkerhed forventes at forblive korrekt placeret resten af tiden.
Evt. bivirkninger
Infektion
Vær opmærksom på, at infektion i underlivet kan opstå selvom, alle hygiejniske forholdsregler er overholdt ved selve oplægningen og af dig selv. Feber, tiltagende smerter og ildelugtende udflåd fra underlivet kan være tegn på infektion. Infektion i underlivet skal behandles akut. Du bør derfor straks søge læge for at blive undersøgt og evt. behandlet, hvis du får mistanke om infektion.
Almindelige gener
Hvis din partner eller du selv bliver generet af spiraltråden, kan den afkortes yderligere ved en senere undersøgelse.
Ved kobberspiral er rigelig menstruationsblødning og evt. smerter ikke ualmindelige. Det modsatte gør sig gældende for hormonspiralen. Kvinder med denne oplever ofte aftagende styrke og evt. ophør af menstruationssmerter og –blødning.
Graviditet
Spiral er det mest sikre præventionsmiddel, du kan anvende. Men ingen midler er fuldstændigt sikre. Således kan graviditet opstå hos en kvinde med spiral selvom, det er meget sjældent. Hvis en kvinde med spiral bliver gravid, er der forøget risiko for, at graviditeten sidder udenfor livmoderen, hvilket kan være farligt.
Hvis du skulle få mistanke om graviditet efter oplægning af en spiral, skal du straks tage en graviditetstest. Hvis den er positiv, skal du hurtigt gå til læge for at få undersøgt om grviditeten sidder i eller udenfor livmoderen. Hvis graviditetstesten er negativ, bør du kontrollere den efter en uge. Hvis den fortsat er negativ, vil du kunne regne med at det er rigtigt. Ved tvivl eller fortsat mistanke om graviditet, skal du gå til læge.
Hvis spiralen blev oplagt i slutningen eller lige efter en menstruation, virker den forebyggende mod graviditet med det samme.
Hvis du har fået oplagt en spiral på et andet tidspunkt, kan du ikke regne med sikker virkning før, du har haft en menstruation. Derfor bør du fortsat anvende et andet præventionsmiddel, kondom eller evt. p-piller frem til næste menstruation.
Fjernelse af spiral
Årsagen til at fjerne en spiral kan være udløbsdatoen er nået (normalt efter 5 år), ønske om graviditet eller gener med blødninger og smerter eller andet. Ved infektion i underlivet skal en spiral altid fjernes.
Fjernelse af en spiral foregår normalt helt ukompliceret og kan foretages af din egen læge eller gynækolog. Hvis spiraltråden ikke kan identificeres, skal du ultralydsskannes igen. Derefter vil man ofte kunne fjerne spiralen med en lille tang.
I den cyklus, hvor du har fået fjernet spiralen, kan du risikere at blive gravid. Derfor er det bedst at få fjernet din spiral under en menstruation. Du bør anvende et andet præventionsmiddel fra den dag du får spiralen fjernet, såfremt du ikke har et ønske om at blive gravid.
April 2015
Keglesnit
Beskrivelse af keglesnitsproceduren, indikationer og efterforløb.
Keglesnit
Celleforandringer på livmoderhalsen er ikke kræft. Se Celleforandringer.
Næsten alle kvinder, der får konstateret celleforandringer, bliver fuldstændigt helbredt.
Celleforandringerne opstår i slimhinden på livmoderhalsen, enten på overfladen eller på indersiden. Celleforandringer opdeles i lette, moderate og svære forandringer (kaldet dysplasi) eller carcinoma in situ (forstadie til livmoderhalskræft).
Dine forandringer er blevet påvist ved en celleprøve (smear), der blev suppleret med kikkertundersøgelse (kolposkopi) samt et skrab og vævsprøver fra livmoderhalsen.
Behandlingen
Behandling af celleforandringer, som er (moderate), svære eller carcinoma in situ foregår ved en kegleoperation, også kaldet konisation (konus = kegle).
Indgrebet foretages i lokalbedøvelse i vores klinik.
Du vil blive informeret mundtligt om indgrebet. Det er vigtigt, at du føler dig helt afklaret og beroliget. Derfor er der afsat tid til, at vi kan komme omkring alle dine overvejelser før, du giver mundtligt tilsagn, at indgrebet foretages.
Før indgrebet skal du have ladt vandet, da man slapper bedre af, når blæren er helt tom.
Indgrebet foregår gennem skeden, mens du ligger på et gynækologisk leje.
Først anlægges lokalbedøvelse omkring livmoderhalsen med en meget tynd kanyle, den samme som tandlæger anvender. De første par stik vil du kunne mærke. Derefter vil du ikke kunne føle smerte, men du vil hele tiden kunne mærke, at der bliver rørt ved dig.
Når bedøvelsen virker, udskæres et lille kegleformet (skive) vævsstykke fra livmoderhalsen med en såkaldt elektrisk slynge (loop). Dette tager mindre end 30 sekunder. Hele indgrebet varer sædvanligvis cirka 10-15 minutter.
Eventuel blødning stoppes umiddelbart herefter med el-koagulering af sårfladen. Dette vil du heller ikke kunne mærke.
Efter indgrebet bør du blive i venteværelset ca. 1⁄2 time.
Vi anbefaler, at du bliver hentet og kørt hjem af en pårørende efter indgrebet.
Efter indgrebet
Det er meget sjældent, at man får smerter i efterforløbet. På selve dagen bør du kunne dække eventuelt ubehag med almindelig smertestillende medicin (Panodil).
Der kan forekomme små blødninger eller brunligt, vandigt evt. ildelugtende udflåd i op til et par uger. 10-14 dage efter operationen kan der komme lidt frisk blødning, når sårskorpen løsnes og afstødes.
Frisk blødning, kraftigere end menstruation samt feber og smerter i underlivet skal du reagere på.
Indtil morgenen efter indgrebet samt om tirsdagen i dagtiden kan du kontakte os på klinikkens akuttelefonnummer, som du får udleveret ved indgrebet.
På øvrige tidspunkter kontaktes lægevagten på tlf. 70 11 07 00 (på Ærø tlf. 63 52 30 90) eller egen læge.
Forholdsregler
Efter indgrebet bør du være sygemeldt fra 2-3 dage – afhængig af, hvor fysisk krævende dit arbejde er. I denne periode skal du tage det roligt og undgå at løfte tunge ting.
Du bør undgå samleje i perioden med blødning, det vil sige 2-3 uger.
For at forebygge infektion frarådes anvendelse af tamponer samt svømme- og karbad. Efter 3-6 uger er livmoderhalsen helet op, og ny slimhinde dækker området, hvorfra keglen blev fjernet. Ved samleje bør I anvende kondom.
Svar på indgrebet
Det fjernede væv (keglen) bliver sendt til mikroskopisk undersøgelse, og svaret vil foreligge i løbet af 2-3 uger.
Uanset hvad den mikroskopiske undersøgelse viser, får du altid personlig besked om resultatet på E-mail, per brev, på telefon eller ved personligt fremmøde alt efter, hvad vi har aftalt.
Vaccination mod HPV
Der findes en forebyggende vaccine mod HPV. Den anbefaler vi dig at få hos din egen læge, hvis ikke du allerede har fået den. Læs mere om vaccinen på Kræftens Bekæmpelse via dette link.
April 2015